fortsæt til indholdet

Skosnøring

Som motionsløber er det uden sammenligning skoen, du skal ofre flest penge og opmærksomhed på. Uanset hvilket niveau du løber på, skal skoen passe til netop de krav, din løbestil stiller. De fleste løbere er meget omhyggelige med at få de helt rigtige løbesko, men derimod er de færreste kritiske overfor de snørebånd, som følger med skoen.

Umiddelbart lyder det som detaljernes detalje, at skulle forholde sig til, hvordan ens sko er snøret. Ikke desto mindre ser man ofte løbere med overbelastningsskader og irritation af eksempelvis fodryggens sener, som er blevet forstærket af forkert skosnøring. Det kan derfor være nødvendigt at ændre den oprindelige snøringsteknik, så snørebåndenes tryk på de irriterede sener fjernes, eller få skoen til at sidde tilstrækkelig fast om en ekstra smal fod. Her får du inspiration til nogle alternative måder at snøre dine sko på.

 

             Skosnoering 1

                                     Hællåsning                                                                                          Smal fod 

 

Hællåsning:

Skal skoen sidde ekstra fast omkring hælpartiet, kan en hællås benyttes. Lav en løkke i de øverste to snørehuller, som modsatte sides snørebånd føres ind igennem. Stram snørebåndet hele vejen op indtil løkken, før denne sidste del strammes op.

 

Smal fod:

Er skoen for bred i forfoden, kan X-bindingen af snørebåndet ske således: Nederst sættes snørebåndet i ovenfra og ned. Herefter krydses snørebåndet over til modsatte side, og går nu igennem snørehullet nedenfra og op. Ved næste kryds føres båndet over og går gennem snørehullet oppefra og ned. Denne procedure gentages endnu en gang, så der skiftevis er et ”X” under og over snørehullerne. Husk at løsne snørebåndene ekstra godt, før du tager skoen af, da skoen nu sidder godt tæt om foden.

 

 

 

Skosnoering 2

                                      Irriterede svangsener                                                                          Bred fod

 

Irriterede svangsener:

Har du pådraget dig en irritation af fodryggens sener og seneskeder, kan det være nødvendigt at give ekstra plads over det område. Mange lader hele skosnøringen være meget løs, men det kan resultere i, at foden slingrer i skoen og du mister den ønskede stabilitet. Udvid eksempelvis den alternative snøring som vist for den brede fod. Før snørebåndet igennem tre snørehuller på samme side af skoen, før du igen krydser snørebåndet over til modsatte side. Afslut gerne med den hællåsning, som er vist på et af de andre eksempler.

 

Bred fod:

Er din fod bred, og generer det på fodryggen, kan du undlade en af overkrydsningerne. I stedet føres snørebåndene op til næste snørehul på samme side, før de igen krydses over til modsatte side.

 

Ekstra tips ved skosnøring:

  • Snørebåndet skal strammes så meget til, at skoen sidder fast om foden, men uden at det er så stramt, at det generer senerne på vristen.
  • Sørg for at stramme snørebåndet til allerede fra det nederste snørehul og hele vejen op. Det får skoen til også at sidde fast om den forreste del af foden. Strammer du kun snørebåndet ved det øverste snørehul, opnår du primært at irritere fodryggens sener og seneskeder.
  • Før du tager skoen af, skal du altid løsne snørebåndet først. Gør du ikke det, vil du gradvist vride og hive hele kanten af skoåbningen løs – netop der, hvor der helst skal være optimal stabilitet.
  • Mangler dit løbetøj en lille lomme til husnøglen, kan du spænde nøglen fast i snørebåndene. Sæt den ind i snørebåndet øverst oppe, før du binder knuden og sløjfen, og sæt spidsen af nøglen fast under snøringen længere ude på foden.
  • Løbeskoen vil altid give sig lidt i starten af løbeturen. Det kan af og til få snørebåndene til at sidde lidt løst. Gør det til en god vane at teste snøringen efter ca. fem minutters løb. Det er som regel den nederste del af snøringen, der skal strammes lidt op.
  • Der er stor forskel på kvaliteten af snørebånd hos de enkelte skomærker. Er snørebåndene på dine gamle løbesko bedre end dem på dine nye løbesko, kan du med fordel lade de gamle snørebånd flytte med over i de nye sko. Standard snørebånd til løbesko kan fås i de fleste løbeforretninger.
  • Skal du rigtig hurtigt ind og ud af skoen, som ved triatlon, er elastiksnørebånd løsningen. De kan købes i enkelte specialforretninger for løbere.