fortsæt til indholdet

Valg af løbesko

Man kan let købe sig fattig i løbeudstyr, men løbeskoene skal du ikke spare på. Det er vigtigt at finde en løbesko der passer til netop din løbestil, dvs. opfylder dine individuelle krav til affjedring, stabilitet og bevægelseskontrol. 

Generelt er der en vis sammenhæng mellem din fodtype og den måde, du løber på. Vurdering af fodbue og fodaftryk giver dig et begyndende fingerpeg, om den måde du løber på. Få evt. din løbemakker til at løbe bag ved dig og se på hvordan dine fødder/ankler bevæger sig under løb. Det bevæger dig et løbeskridt tættere på, hvilken løbesko du skal have. En videobaseret løbestilsanalyse vil dog klart være at foretrække, da du her kan se fodens bevægelser i slow-motion under løb.

 

     Fodaftryk - Til Site                      Løbestil - De Tre Typer - Tegning

 

Skovalget.

Dine løbesko er ubetinget det vigtigste løbeudstyr. Løbeskoene skal leve op til de krav som netop din løbestil stiller, hvorfor et korrekt skovalg er afgørende for de fremtidige løbeoplevelser og samtidig vigtig i forebyggelsen af løbeskader. I en specialbutik er det muligt at blive videooptaget på et løbebånd. Det gør dit skovalg betydelig mere sikkert. Enkelte steder kan du også få foretaget en uddybende videobaseret løbestilsanalyse af en idrætsfysioterapeut, hvor en grundig løbeanalyse kombineres med en decideret undersøgelse. Den vil især være relevant, hvis det tidligere har været svært for dig at finde de rigtige sko eller hvis du har været plaget af skader.

 Kasse Link Til Behandling Groen2

Løbestilen kan overordnet inddeles i tre løbetyper:

  • Overpronationsløberen
  • Neutral løberen
  • Supinationsløberen

 

Overpronationsløberen

At overpronere vil sige, at du vrikker for meget indad på foden, når du løber. Det kræver en løbesko, der begrænser den store indadvinkling i foden ved at være meget vridstabil og have stabiliserende kiler indlagt i mellemsålens inderside. Sålen vil her have en anden farve (typisk grå) evt. kombineret med plastic kiler i sjove farver.

Der er som regel en sammenhæng mellem en affladet fodbue (platfod) og overpronation.

 

Neutral løberen.

Med en neutral løbestil vil din fod hverken vrikke indad eller udad. Du vil typisk lande på ydersiden af hælen og lave en meget beskeden rullebevægelse indad med foden (normal pronation). Den rigtige løbesko vil her have god stødabsorbering uden de hårde stabiliserende kiler, som er nødvendig ved overpronation.

Fodbuen vil have et jævnt hvælvet højde. Der vil være et beskedens fodaftryk på ydersiden af foden mellem hæl og forfod.

 

Supinationsløberen.

At supinere vil sige, at du konstant forbliver på ydersiden af foden under standfasen. Der er derfor ingen pronation overhovedet, og kombineret med en meget stiv fodopbygning her, giver det desværre en meget dårlig støddæmpning. Generelt vil have brug for en meget smidig sko med megen stødabsorbering. Da korrekt skovalg til supinationsløberen ofte kan være vanskeligt, bør du her rådføre dig grundigt i en specialbutik for løbere.

Fodaftryk hos supinationsløberen er typisk meget sparsom. Da fodbuen som regel her vil stå meget stejl (hulfod) er der ofte intet aftryk mellem hæl og forfod.

 

 

Gode råd ved køb af løbesko:

- Køb sko i en butik med løbebånd. Dét giver ekspedienten mulighed for at vurdere om løbeskoen passer til netop din løbestil.

- Vælg udelukkende sko efter skotype og pasform. Køb aldrig sko efter udseendet

- Undgå påfaldende billige løbesko. Modsat behøver den dyreste sko ikke nødvendigvis også at være den bedste.

- Prøv løbesko om eftermiddagen hvor fødderne er størst. Prøv skoene med de løbesokker man plejer at løbe med.

- Skoen skal sidde fast om foden og føles stabil når man går ned i knæ og vrikker indad og udad på fødderne.

- Det må ikke være muligt at få en finger ned i skoen ved den inderste knyst, når de er snøret.

- Snak med ekspedienten om hvor og hvordan du træner – det kan have betydning for skovalget.

- Husk løbesko holder ikke evigt, men bør udskiftes efter max. 800-1000 km.