Muskelsener, knæets inderside (pes anserinus)

Beskrivelse:

På forsiden og indersiden af låret forløber tre muskler (m. sartorius, m. gracilis og m. semitendinosus), som samler sig til tætliggende senestrøg på indersiden af knæet. Denne samling af muskelsener kaldes også Pes Anserinus. Senerne hæfter på den øverste del af skinnebenets inderside. Musklerne udspringer fra den forreste, inderste og bagerste del af bækkenet og har et bueformet forløb om knæets inderside. De udgør derfor både en vigtig stabiliserende funktion for bækkenet og for knæet.


Symptomer.

  • Smerter fra indersiden af knæet, typisk i et let bueformet forløb, og evt. også indersiden af skinnebenets øverste ca. 5 cm.
  • Løb provokerer generne, og især løb ned ad bakker.
  • Smerter ved tryk på muskelsenerne på indersiden af knæet samt på inderside kanten af skinnebenet.
  • Tæt ved senernes tilhæftning på skinnebenet ligger en slimsæk. Den kan også blive irriteret af friktion mellem sene og knogle. Er det kun slimsækken, der er irriteret, vil symptomerne være specifikt lokaliseret til et to-krone stort område, og ikke langs indersiden af knæet.

 

Årsager:

  • Kraftig øgning af løbemængde eller intensive træningsformer, f.eks. hård intervaltræning, bakketræning eller løbetekniske spring.
  • Nedsat knæstabilitet med øget vrik indad i knæet (kalveknæ) øger belastning på musklerne og friktion af muskelsenerne på indersiden af knæet.
  • Biomekaniske forhold som overpronation, nedsat knæstabilitet og nedsat styrke og stabilitet i hoften kan disponere til skaden.
  •  

Kan forveksles med:

  • Irritation af menisk
  • Skade på inderste sideledbånd
  • Indeklemning af slimhindefold
  • Fedtlegemeirritation
  • skinnebensbetændelse

 

Behandling:

  • Normalisere biomekaniske forhold, så indadvinkling af knæet undgås.
  • Løbestilsanalyse for vurdering af biomekanik og belastningsforhold.
  • Undgå kraftig overpronation ved løb (øvelser, tapening og evt. indlæg)
  • Styrke hoftens udadførere, musklerne på ydersiden af hoften.
  • Understøtte knæets inderside med tapening.
  • Vejledning i ændring af træningsformer og – mængde.