Ledbånd, inderside knæ

Beskrivelse:

Sidestabiliteten i knæet varetages primært af de to ledbånd, der forløber lodret på hhv. indersiden og ydersiden af knæet. Større skader på et af disse ledbånd sker næsten altid i forbindelse med en voldsomt pres indad i knæet. Derfor er det kun sjældent, at løbere pådrager sig deciderede ledbåndsskader. Knæet udsættes generelt for større stress på indersiden af knæet.


Symptomer:

Gener på indersiden af knæet. Typisk på et vellokaliseret punkt omkring knæets ledspalte. Irritation fra inderside ledbåndet kan dog også give smerter på den øverste del af underbenet i det område, hvor ledbåndet hæfter.

Årsager:

Akut opstået ved et kraftigt, pludseligt vrid og vinkling indad i knæet. Det kan typisk ske, hvis man træder forkert på en kantsten eller ved landing efter et spring. Kan også opstå gradvist over længere tid ved øget vrid og vinkling indad i knæet under løb. Overpronation, indadvinkling af knæet samt svage hoftestabiliserende muskler forstærker belastningen på både inderside ledbånd og inderside menisk, og de kan ved gentagne ensartede bevægelser blive irriterede.

 

Kan forveksles med:

  • Pes anserinus
  • Inderside menisk
  • Inderside hasemuskels nederste senedel
  • slidgigt

 

Behandling:

De første behandlingstiltag kan være meget forskellige afhængig af skadegraden samt, om skaden er opstået som en akut skade ved et kraftigt vrid eller om den har udviklet sig som en overbelastningsskade.

Ved den akut opståede skade, hvor løb, trappegang og evt. almindelig gang er smertefuldt, skal akut skadebehandling iværksættes med det samme og man bør opsøge fysioterapeut eller læge for videre behandling. Man bør starte med lettere bevægeøvelser og lettere knæstabiliserende øvelser så hurtigt som muligt. Efter den første akutte fase skal fokus være rette på genoptræning med mobiliserende og stabiliserende øvelser. Herefter suppleres med mere styrkebetonede øvelser. Knæstabiliserende træning af knæet skal gradvist progredieres under hensyntagen til vævsophelingen, ligesom man skal sikre mod ikke at lave nye mindre skader i de bindevævsstrukturer, som vil være under opheling i adskillige uger (og måneder).

Er der tale om lettere overbelastning fra inderside ledbåndet, vil akut skadebehandling ikke være aktuelt, men man kan gå direkte i gang med knæstabiliserende øvelser. Dvs. øvelser der fokuserer på stabilitet både af knæ, ankel og hofte. Fodindlæg kan være relevant, hvis vrikket indad i knæet er forårsaget af overpronation i foden. Kinesiotapening på indersiden af knæet og mod overpronation i foden er med til at øge opmærksomhed mod for kraftigt vrid indad i knæet.

Tapening, inderside ledbånd

Denne tapeteknik understøtter kontrollen mod en indadvinkling i knæet - aflaster ledbåndet på indersiden af knæet.

Tapening, pronationskontrol

For øget sanseinput mod overpronation er denne tapeteknik særdeles velegnet - det sorte strøg er vigtigst (tapen er den samme uanset farve).