En løbecyklus er perioden fra den ene fod rammer underlaget og til samme fod igen får kontakt med underlaget. En sådan cyklus kan overordnet inddeles i en standfase og svingfase. Desuden er der to korterevarende svævefaser, hvor kroppen ikke har kontakt med underlaget. Med øget løbehastighed øges svingfasens andel. Du kan læse mere detaljeret om emnet i artiklerne Løbecyklus - biomekanik samt Løbestil og anatomi.

Standfasen

Standfasen er den periode, hvor foden har kontakt med jorden, og den udgør ca. 40% af en løbecyklus. Det er her stødene og belastningen sker, og denne del har derfor særlig interesse ved valg af løbesko og ved løbeskader.

Standfasen kan inddeles i 3 faser:                                                                         

Landingsfasen

For at finde ud af, hvordan man lander på foden, kan man se, hvordan de gamle løbesko er slidt. Skoen vil være slidt mest der, hvor landingen foregår. Er man midtfods- eller forfodslander bør man sikre sig en ekstra støddæmpning i løbeskoens forfod.

Midtstandsfasen

Er den periode, hvor hele foden har kontakt med underlaget. I denne fase bevæger hele kroppens tyngde sig hen over foden. Pronationsbevægelsen, som startede allerede under landingsfasen, fortsætter mod sit maksimum i denne fase og åbner fodens led, så foden bliver smidig og får mulighed for at tilpasse sig underlaget.

Afsætsfasen

Begynder med, at hælen løftes fra underlaget og ophører, når tæerne har sat af fra jorden. Foden bevæger sig stadig ud mod ydersiden af foden, den supinerer. Supinationsbevægelsen låser fodens led, så der kan overføres maksimal kraft til foden i afsættet. 

Belastningsforhold / støddæmpning

Fra ved gang at sætte foden i jorden med ca. 0,85% af vores kropsvægt, forøges stødbelastningen op gennem kroppen ved løb til minimum 2-3 gange kropsvægten. Da alle bevægelser samtidig foregår hurtigere og er større under løb end ved gang, stilles der ved løb her store krav til støddæmpning. Sammenlign med henholdsvis at gå og løbe med en rygsæk.

For at absorbere stødet, når vi går og løber, og dermed beskytte vores dyrebare hjerne, er kroppen opbygget som en fjedrende, støddæmpende ledkæde, så støddene ved løb kan absorberes mest muligt.

Kroppens støddæmpende elementer starter nede fra fødderne og helt op til hovedet.

Kroppens støddæmpere er:

• Fodens opbygning
• Hælens fedtpude
• Pronationsbevægelsen
• Knæets og hoftens fjedring
• Bækkenringen
• Ryggens s-formede opbygning
• Musklernes bevægelseskontrol

Pronationsbevægelsen

Pronationsbevægelsen i kombination med fodens hvælvede, fjedrende konstruktion har stor betydning for støddæmpningen. Mange har fået det indtryk, at pronation er noget negativt. Men tværtimod er denne vrikkebevægelse indad på foden af vital betydning for støddæmpningen, da den er med til at forlænge kollisionstiden ved landing. Ud over at knogler og ledbånd er med til at begrænse pronationen, er enkelte af underbenets muskler ligeledes med til at nedbremse bevægelsen. Musklerne arbejder imod en forlængelse. Desværre skal der ikke særlig store ændringer til i pronationsudslaget (enten for lille eller for stor), før støddæmpningen aftager markant. Af den grund kan større ændringer i pronationsbevægelsen være en blandt flere betydelige årsager til nedsat støddæmpning.

 Når kropsvægten lægges på foden, vil hælbensknoglen vinkles indad og de øvrige knogler i bagfoden presses nedad og indad. Da bagfodens led har en kardan-lignende opbygning medfører vinklingen indad i bagfoden en indadrotation af underbenet. Denne rotation forplanter sig op til knæet, som udsættes for et rotationsvrid og indadvinkling. Følger man kroppens ledkæde videre opad, vil indadrotationen i knæet provokere til en indadrotation af lårbenet og hofteleddet. På den måde kan udtalt overpronation - eller modsat stor supination - være en meddisponerende årsag til knæ- og hofteskader.

Pronationskarakteristika:

Pronation er ikke bare pronation! Som tidligere nævnt udgør fodens pronationsbevægelse en vigtig støddæmper under løb. Da selve standfase tiden under løb er på få tiendedele af et sekund, skal den fjedrende og jævne vrikkebevægelse indad på foden - selve pronationsbevægelsen - foregå kontrolleret på få milisekunder. Dette stiller store krav til både muskelarbejde og fodens øvrige støttende strukturer (ledbånd, sener og knogleopbygningen). Det kan derfor være meget relevant at få et detaljeret indtryk af fodens forløb under hele standfasen - og ikke kun se på, hvor kraftigt en overpronation eller supination er.
Hastighed, max. udslag samt varighed i standfaseforløbet er nogle af de forhold man bør se på ved en løbestilsanalyse. Figuren nedenfor viser nogle eksempler på disse forhold: