Støddæmpning under løb
Fra ved gang at sætte foden i jorden med ca. 0,85% af vores kropsvægt, forøges stødbelastningen op gennem kroppen ved løb til minimum 2-3 gange kropsvægten. Da alle bevægelser samtidig foregår hurtigere og er større under løb end ved gang, stilles der ved løb her store krav til støddæmpning. Sammenlign med henholdsvis at gå og løbe med en rygsæk.
For at absorbere stødet, når vi går og løber, og dermed beskytte vores dyrebare hjerne, er kroppen opbygget som en fjedrende, støddæmpende ledkæde, så støddene ved løb kan absorberes mest muligt.
Kroppens støddæmpende elementer starter nede fra fødderne og helt op til hovedet. Ud over en generel nedsættelse af stød i led og knogler har støddæmpningen et vitalt og centralt formål – at beskytte vores hoved og hjerne mod for kraftige rystelser. Fjernede man al støddæmpningen i hele kroppen, ville risikoen for at pådrage sig hjernerystelser blot ved almindelig gang være overhængende. Er støddæmpningen nedsat et eller flere steder, behøver det dog ikke at være noget større problem ved gang, men kan være pokkers ubehageligt ved løb, da alle belastningsforhold forstærkes adskillige gange.
Kroppens støddæmpere er:
Selvom de mange fodknogler ligger med meget stor berøringsflade op ad hinanden, giver de tilsammen mulighed for nogen bevægelighed. Det, kombineret med fodens bueformede konstruktion, giver en fjedrende støddæmpende knogleopbygning mod den chokbølge, der sendes op gennem kroppen, hver gang man lander.
Hælens fedtpude er konstrueret i kamre. Det giver fedtvævet her mulighed for at absorbere og fordele det store tryk, som opstår ved hællanding. Hælens fedtpude står for ca. 30% af al stødabsorbering i kroppen. Da fedtpuden kun er ca. 18 mm tyk, vil blot en lille affladning kunne irritere hælbenet.
Pronationsbevægelsen har også en afgørende betydning for støddæmpningen. Mange har fået det indtryk, at pronation er noget negativt. Men tværtimod er denne vrikkebevægelse indad på foden af vital betydning for støddæmpningen, da den er med til at forlænge kollisionstiden ved landing. Ud over at knogler og ledbånd er med til at begrænse pronationen, er enkelte af underbenets muskler ligeledes med til at nedbremse bevægelsen. Musklerne arbejder imod en forlængelse. Desværre skal der kun en meget lille ændring til i pronationsudslaget (enten for lille eller for stor), før støddæmpningen aftager markant. Af den grund er en dysfunktion i pronationsbevægelsen en af de hyppigste årsager til nedsat støddæmpning.
Under landingsfasen tynges kroppen ned mod jorden pga. tyngdekraften. For at forhindre en kraftig bøjning i benenes led og dermed et kollaps af kroppen, må alle de store muskelgrupper i benene arbejde imod denne bøjning. Musklerne skal holde igen på det stræk, der sker ved bøjningen i leddene. Denne form for muskelarbejde kaldes for eccentrisk arbejde og skaber en fjedrende bevægelse i bl.a. ankel, knæ og hofte. Musklen kan udvikle stor kraft ved denne arbejdsform, men det er samtidig også meget belastende for musklerne.
Bækkenringen består af de to store hofteben og korsbenet (der udgør basis af rygsøjlen). Ledfladerne mellem knoglerne støder helt tæt op ad hinanden. Selv om bækkenet kan synes helt fast, er der dog mulighed for en lille glidning mellem ledfladerne. Den lille ledglidning udgør sammen med det lille bækkenkip ned til svingbenets side og det eccentriske muskelarbejde i hoften støddæmpningen i hofte og bækken.
Set fra siden har rygsøjlen et s-formet forløb. Dette giver ligeledes gode muligheder for en fjedrende, støddæmpende effekt under landingsfasen. Evnen til at koordinere, altså dosere og samordne alle kroppens arbejdende muskler optimalt, er også vigtig for støddæmpningen. Eksempelvis vil korrekt placering af benet ved landing og en samtidig kontrolleret rotation i ryggen og sving med armene have betydning for hver af de støddæmpende elementer.
Sundsport | CVR: 20858036