Løb i storbyen

På forretningsrejsen eller storbyferien er det nok de færreste, der får løbetrænet. Stort set alle turister benytter guidede ture, når de skal se byens seværdigheder, så for løbemotionisten vil det være oplagt at kombinere sightseeing og løbetræning. Læs her om nogle af mulighederne i Europas hovedstæder.

 

Hvornår har du haft dine bedste oplevelser fra en storbyferie eller forretningsrejse - En varm eftermiddag i trafikkaops eller på en tidlig gåtur, i de få timer, hvor byen er ved at vågne op ? Svaret er meget enkelt for mig: Det er når jeg oplever byens egen puls og liv om morgenen, når byen er renset for turister og myldretider. Du oplever uden tvivl mest til fods, så hvorfor ikke gøre det med løbeskoene på. Det kan du gøre enten alene eller få seværdighederne serveret af en lokal løbeguide.

 

Løb alene i byen.

Der er ikke noget så frustrerende, som at være på ferie et sted, hvor det bare er besværligt at få løbet sig en tur. Umiddelbart indbyder en storby da heller ikke til løbetræning, da det kan være svært at vide, hvor de gode løberuter er. Måske er netop det en af de sjove udfordringer og oplevelser, hvis du ønsker at løbetræne og samtidig lære lokalmiljøet at kende fra sin originale side - hverdagslivet. Uanset, hvor jeg er på ferie, har jeg forsøgt at få løbet en tur det sted, hvor jeg har boet, og det er som regel stemningerne fra de løbeture, som jeg husker bedst. De små butikker, der er ved at trække skodderne op og stille varer frem, postbudet, skraldemændene, skolebørnene, kontorfolkene på vej til arbejde.

 

Gå efter parkerne.

Det kan godt betale sig at lægge en rute inden du tager af sted og evt tegne den ind på kortet. Det sparer dig for at skulle orientere dig ved hvert gadehjørne og giver dig et mere glidende løb. Tillad dig dog at afvige fra planen, hvis du opdager en spændende gade du bare må undersøge. Det kan være du støder på noget spændende, som du kan se nærmere på med resten af familien. Få plottet parkerne ind på kortet og planlæg ruten ud fra dem. På den måde kan du ofte få løbet en pæn del af turen på grusstier og væk fra bilerne.

Det kræver ikke noget særligt at udforske en ukendt storby. Det eneste du behøver, er et:

  • Der findes adskillige løbeapps, som giver forslag til ruter og fortæller dig, hvor du er.
  • Brug et godt detaljeret turistkort, hvor du har markeret dit hotel (så du kan finde tilbage igen)
  • Et ur, så du har en fornemmelse af, hvornår det er på tide at vende næsen hjemad
  • Penge eller togkort, så ikke behøver at løbe hjem, hvis du får en muskelfiber skade eller forstuver en ankel.

 

En guidet løbetur.

Du kan også lade andre gøre al forarbejdet for dig og booke dig ind på en guided løbetur i flere europæiske storbyer. Her tilbyder de små firmaer ture med forskellige temaer og distancer, så du både kan få serveret et high light af de gængse attraktioner, komme rundt i én speciel bydel eller evt. se storbyen fra en mere alternativ side. Turene er typisk på seks til ti kilometer i et almindeligt træningstempo. Der er flere stop undervejs, så er du vant til at løbe otte kilometer et par gange om ugen, kan du sagtens deltage. Hos flere af firmaerne har guiden selv kamera med og tager gerne billeder af dig foran seværdighederne, som du så efterfølgende kan downloade på nettet. At dømme ud fra firmaernes sites, er guiderne ildsjæle, der elsker at vise deres by frem og dele deres hobby – løbet – med løbere fra andre lande.

 

info om guidede løbeture.

www.runtours.eu : Sammenslutning af europæiske city løbepartnere. Her kan du finde links til firmaer, der tilbyder guidede løbeture i mange europæiske storbyer. Et ”must”, når du skal videre i din søgning efter en guidet tur.

København kan også stolte sig af at have to firmaer tilknyttet runtours.eu, som giver forskellige typer guidede ture rundt i city eller brokvartererne. Vær opmærksom på, at det også er muligt at skræddersy rute og distance efter dine ønsker. Begge firmaer har start fra hver deres sted på Rådhuspladsen.

running-copenhagen.dk

www.runningtours.dk

www.londonsightseeingruns.com : Fem meget forskellige guidede ture fra fem til otte kilometer

www.mikes-sightrunning.de (Berlin): Tilbyder bl.a. en guidet nat tur i Berlins centrum. Turen starter efter solnedgang. Seks til ni kilometer, varighed 60 min.

www.pragueontherun.com : I Prag kan du også få en guidet løbetur. Firmaet skriver, at de kan tilpasse løbeturen efter alle løbeniveauer og turønsker. En af de faste løbeture har bl.a. en krævende stigning, hvis man skulle være til det.