Når man skal vælge den rette løbesko eller komme nærmere årsagerne til løbeskader, er det vigtigt at vide noget om sin løbestil. Det kan ligeledes være en stor hjælp at have kendskab til kroppens opbygning, anatomien, og til bevægelserne under løb, når man vil forebygge en løbeskade. I denne artikel beskrives den løbsrelaterede anatomi og biomekanik, som vil give løberen en god basisforståelse af de belastninger, man som løber udsætter kroppen for.

Anatomi

Formålet med vores ben og fødder er helt basalt at få os transporteret fra pkt. A til pkt. B så sikkert og så hurtigt som muligt og med et minimum af stød op gennem kroppen. For at beskytte vores kæreste eje, hovedet, er kroppen opbygget som én stor stødabsorberende ledkæde, hvor hvert enkelt led op gennem hele kroppen har en fjedrende og støddæmpende funktion. Det forhindrer, at vi pådrager os små hjernerystelser, hver gang vi sætter foden i underlaget.

Fodens anatomi

I løbesammenhæng er fodens funktion særdeles central. Den danner fundamentet for resten af kroppen, og bevægelserne her vil forplante sig op gennem hele kroppen. Også ved løbeskader er foden en udsat og sårbar region. Det skyldes bl.a., at foden udsættes for mange modsatrettede krav. Foden skal kunne tilpasse sig et ujævnt og uforudseligt underlag, hvorfor den skal være smidig. Den skal også virke stødabsorberende, hvilket stiller krav til en fjedrende eftergivelighed. Omvendt skal foden samtidig fungere som det stabile fundament for hele kroppen, så vi ikke mister balancen, og især ved fodafsættet er stor rigiditet i foden central.

Som det ses af figuren imødegås denne problematik ved, at foden er bygget op omkring to buer, en længdegående og en tværgående bue. En sådan opbygning opfylder stort set kravene til både bevægelighed, stødabsorbering og stabilitet. Det viser sig endog, at man med netop denne konstruktionsform kan benytte mindst materialemængde i forhold til den belastning, foden udsættes for. Og netop en lav vægt er vigtig i fodregionen, da de store accelerations- og decelerationskræfter ved fremføring af benet påvirkes meget af selv en lille vægtændring her.

For at opnå bevægelighed og stabilitet er foden opbygget af i alt 26 knogler. For at holde sammen på fodens mange knogler findes der i foden et meget udviklet (og indviklet) net af ledbånd og muskler. Musklerne omkring anklen og foden kan bedst beskrives som et aktivt stigbøjlesystem rundt om foden, der både støtter og bevæger fod- og ankelledet.

Bagfodens knogler kan generelt beskrives som kileformede. Det skaber en bue med stor ledfladekontakt, hvilket giver stor stabilitet. Trods lille eftergivelighed hver enkelt knogle imellem giver alle knoglerne tilsammen mulighed for bevægelse. Smidigheden skal give foden mulighed for at tilpasse sig underlaget og samtidig dæmpe stødet, når vi lander. En særdeles vigtig stødabsorberende bevægelse er vrikkebevægelsen indad på foden, pronationen (se figuren nedenfor). Både ved valg af løbesko og i skadesammenhæng er denne pronation vigtig at se på.

Pronation og supination

Som nævnt er pronationen en meget vigtig bevægelse i foden. Selve pronationen er en lille vrikkebevægelse fra ydersiden og ind mod indersiden af foden – og tilbage igen.

Virkningen af pronationsbevægelsen kan sammenlignes med en styrthjelms funktion. Pronationen forlænger kollisionstiden, når vi lander på jorden. Det gør nedslaget blødere op gennem hele kroppen.

Man kunne fristes til at tro, at jo mere, man pronerer, jo mere støddæmpning får man. Det viser sig dog, at pronationen skal foregå indenfor en begrænset bevægelse (maks. ca. 8°målt i en indadvinkling af hælen). Både for lille og for stor pronation nedsætter støddæmpningen og danner grobund for overbelastningsskader. Foregår pronationen for hurtigt, påvirker det også støddæmpningen. Dette er umuligt at se med det blotte øje, men kan opdages ved en videooptaget løbestilsanalyse.

Det modsatte af pronation kaldes for supination, som er bevægelsen ud mod ydersiden af foden.

Knæets anatomi

Knæleddet er opbygget som en kugle, der ligger på et næsten fladt plateau,

hvor„kuglen“er lårbensknoglen,og„plateauet“er skinnebenet. Det holdes på plads af en kraftig muskulatur og stærke ledbånd, som afgrænser knæleddets store bevægelser til primært en bøje- og strækkebevægelse. Lårets forsidemuskulatur sidder fast helt nede på underbenet, og muskulaturens funktion bliver derfor en udstrækning af knæet. For at nedsætte friktionen af musklen over knæet er der indsat et mindre knoglestykke, knæskallen, som ligger indlejret i en stor fure i lårbensknoglens endestykke. Når vi lander, holder lårmusklen igen med stor kraft, så knæet ikke bøjer helt sammen. Der opstår herved et kraftigt træk i senen lige under knæskallen, og knæskallen vil presse hårdt mod lårbenet.

Hvordan træk og tryk på knæskallen er fordelt er meget afhængig af vinklen i knæet og vriddet af underbenet. Også her kan blot små variationer være grobund for overbelastningsskader. Interessant er det dog, at årsagen ikke nødvendigvis behøver at stamme fra knæet. Overbelastningen kan være provokeret af uhensigtsmæssige bevægelser i foden, bl.a. en overpronation. Dette beskrives også under de enkelte løbeskader.

Læs mere om biomekanikken under en løbecyklus i artiklen Løbecyklus - biomekanik