Træthedsbrud - stressfraktur

Indledning

Har man som løber ondt i skinnebenet, i anklen eller foden, er den første tanke skinnebensbetændelse eller overbelastning i sener og ledbånd i foden. Generne kan dog også stamme fra nedbrydning af knoglevævet, som kan lede til træthedsbrud i særlig udsatte knogler. Knoglerne bliver dog ikke trætte, som skaden hentyder til. Der er tale om en nedbrydning af knoglevævet som følge af for stor belastning af knoglen. Frakturen (bruddet) opstår som sagt ganske enkelt af for stor stress på knoglen. Derfor vælger jeg at bruge betegnelsen stressfraktur om denne type skade.

Forekomst

Løb er den sportsgren, hvor forekomsten af stressfrakturer er størst. Studier viser, at mellem 6 – 16% af alle løbeskader er stressfrakturer. På konkurrenceniveau er sandsynligheden pr. år (incidencen) for at pådrage sig en stressfraktur mellem 5-21% hos traillløbere og baneløbere. Har man først pådraget sig en stressfraktur, er der desværre ca. 10-13% risiko for at man får en igen indenfor 2 år.

Et relativt højt tal, hvorfor man altid bør have stressfrakturer i tankerne, når man bliver skadet. Trods den kedelige statistik er den gode nyhed, at stressfrakturer, der identificeres i tide, er relativt enkle at behandle, når blot man følger anvisningerne. De disponerende faktorer er også meget klart definerede, og man kan derfor selv gøre meget for at forebygge det.

I knoglerne pågår en konstant vekselvirkning mellem nedbrydning og opbygning af knoglevæv, hvor ca. 12% af vores knoglemasse udskiftes årligt. Gradvis øget belastning af knoglerne gennem fysisk aktivitet stimulerer til en øgning af knogleopbygningen. Ligesom ved alt andet væv er forudsætningen for stærke knogler stimulering gennem belastning. Det forudsætter dog et balanceret forhold mellem belastningen af knoglerne og den tid, det tager for knoglerne at øge deres styrke.

Det er derfor vigtigt at pointere, at alle typer sportsudøvere kan stresse deres knogler så meget, at nedbrydningen af knoglevævet er større og foregår hurtigere end den naturlige opbygning af knoglevæv. Alle kan derfor træne sig til et træthedsbrud, men bliver ofte forhindret i det, fordi de begrænses i træningen af andre typer skade, der manifesterer sig før træthedsbruddet.

  • Den opsummerede belastning af knoglevævet er en funktion af graden af hver enkeltbelastning og det samlede antal belastninger.
  • Knogler der ikke udsættes for belastninger bliver svagere. Knogler bliver stærkere, når de stimuleres med moderat og gradvis stigende belastning.
  • Ved høj belastning og kraftig øgning af belastningen, kan nedbrydningen af knoglevæv overstige evnen til genopbygning. Resultatet er en kontinuerlig nedbrydning og udvikling af stressfraktur.


Lokalisering

Halvdelen af alle stressfrakturer hos langdistanceløbere er i skinnebenet (tibia), og som det ses nedenfor, er de øvrige primære steder for træthedsbrud også i benene. Det kan ikke overraske, men der kan dog også forekomme træthedsbrud i lænderyggen samt bækkenet. Det skal også nævnes, at enkelte løbediscipliner udsætter enkelte knogler for særlig stor belastning. Eksempelvi har sprintere og hækkeløbere særlig høj risiko for stressfraktur af fodrodsknoglen på indersiden af foden (naviculare). Individuelle belastningsforhold, herunder løbestil og øvrige biomekaniske forhold, er betydende for, hvilke knogler der er særligt udsatte for overbelastning. Meget generaliseret vil eksempelvis langdistanceløbere være hællandere, og dermed belaste lårbens- og underbensknoglerne, hvorimod sprintere lander på forfoden og dermed i langt højere grad belaster knoglerne i fødderne.

Lokalisering af stressfrakturer

Hyppige steder:

  • Skinneben (tibia)
  • Lægben (fibula)
  • Hælben (calcaneus)
  • Mellemfodsknogler (metatarsalis)
Andre steder:
  • Lårben
  • Tæer
  • Fodrodsknogler (især naviculare)
  • Bækken

Symptomer og udvikling

Ligesom stressfrakturen udvikler smerterne sig også gradvist. Fra ømhed i slutningen af og efter hård træning, når man træder ned på benet, til udtalte smerter ved almindelig gang i den anden ende af skalaen,

Symptomerne er dog ikke nødvendigvis konstante over tid, men kan fluktuere som følge af de variationer i træningsmængde, der som regel altid vil være over en længere periode. Konsekvensen kan være, at man er tilbøjelig til at negligere sin skade, fordi symptomerne umiddelbart er forsvundet. Men selvom man lige er blevet symptomfri, kan de udsatte knogler stadig befinde sig tæt på en stressfraktur.

Varigheden af skadeperioden er meget afhængig af skadens omfang. Derfor er det særdeles vigtigt, at man ved de første symptomer på en stressfraktur bliver undersøgt at en fysioterapeut eller læge, så man kan få stillet en korrekt diagnose og lagt en genoptræningsplan. Indtil da bør man holde bør man holde helt pause fra løb og andre aktiviteter, der er smertefulde.


Primære tegn på stressfraktur er:

  • Smerte når man lægger vægt på benet.
  • Smerte ved tryk direkte på knoglen ved skadestedet.
  • Evt. smerte, når knoglen presses sammen i længderetningen.
  • I udtalte tilfælde kan der være en lille fortykkelse ved knoglepunktet samt let rødme.

 

Diagnosticering af stressfrakturer

Stressfraktur er på flere måder en drilsk størrelse, som ofte først bliver identificeret langt henne i skadeforløbet. En af de primære årsager til at stressfrakturer ofte overses er, at de typiske steder for stressfrakturer hos løbere er sammenfaldende med andre hyppige løbeskader. En kedelig klassiker er stressfraktur i skinnebenet, der i meget høj grad kan forveksles med skinnebensbetændelse, da det primære tegn for begge skader er smerter ved forreste eller bageste kant af skinnebenet.

Har man mistanke om stressfraktur, bør man opsøge egen læge, som evt. kan henvise videre til billedoptagelse. Er symptomerne opstået indenfor et par uger, er der stor sandsynlighed for, at man ikke kan se et træthedsbrud på almindelig røntgenbillede. Røntgen vil typisk vise den ekstra knogledannelse som reaktion på frakturen, og det ses først nogle uger efter skaden er opstået. MR-scanning er den mest præcise diagnostik til stressfrakturer, men der er en vis ventetid på det og er ikke noget der henvises til pr. automatik.
Ultralydsscanning er også meget anvendeligt i diagnosticeringen af træthedsbrud, og kan ses allerede relativt tidligt i skadeforløbet. Knogleranden er uskarp ved skadestedet, og der ses ofte også inflammationstegn.

Ultralydsscanning af lægbenet

En løber med smerter fra nederste del af lægbenet scannes for træthedsbrud. Vær opmærksom på, at det kun er den øverste 1/4 af billedet, vi ser på.
Venstre side af billedet viser det raske lægben, hvor den hvidt lysende knoglerand helt øverst i billedet står fuldstændig skarpt og med helt jævnt konturforløb.
På højre side af billedet ses det skadede lægben. Præcis der, hvor løberen har smerter, ses en udbygning i knoglerandens forløb, Der ses også karaktivitet i området og væskeansamling ved knoglen (den tynde sorte bræmme).  Modsat mange andre skader, skal træthedsbrud have fuld aflastning.